RUM OG INDRETNING Sommerhus UDENDØRS

Til os der drømmer om sommerhus

Sommerhus
aflyst… udskudt

ahhh… dage i sommerhus findes der noget bedre? Bare tæer i græsset, sand mellem tæerne, saltvandshår, duften af grill, morgen-, eftermiddag- og aftendukkert. Fisk fra havnen, is fra iskiosken, honning og nye kartofler fra gårdbutikkerne. Langsomme, lange morgner, pandekager, gummistøvler, regnvejr, ild i brændeovnen og spil i haven. Kryds og tværs, kortspil, venner til middag i haven og gode bøger læst i hængekøjen. Jeg hungrer mere end nogensinde efter vores helt eget fristed – bare et lille sødt sommerhus tæt på vandet…kender du følelse?

 

Billede: Skagerak

 

Som så mange andre har vi også kørt rundt i sommerlandet og kigget efter skønne sommehuse. Det er nu ikke noget nyt, vi har drømt om sommerhus længe! Jeg har været så heldig, at jeg det meste af min barndom har tilbragt sommerferien i Rørvig, og som voksen har jeg altid haft mulighed for at låne min venindes sommerhus i Rørvig. Vi har også haft mulighed for at låne sommerhus i Rødvig og det er jo så fantastisk. Men i år bliver sommerferien anderledes, meget anderledes!
Sommerferien til udlandet er aflyst, og vi holder alle ferie hjemme. Det gør det selvfølgelig ret svært at låne de sommerhuse, som vi plejer at kunne låne, fordi de naturligvis er optaget af deres ejere og sådan skal det også være. Vi er dog så heldige at få en uge i dejlige Rødvig og det er da bedre end ingenting. Jeg har drømt om eget sommerhus længe, rigtig længe og åh gud hvor har jeg lavet mange moodboards af inspiration til indretning af vores eget fristed. Jeg har malet det indvendigt tusinde gange i mine tanker, placeret møbler, rykket rundt på møbler og skabt den helt rigtige stemning. Jeg har fiktivt samlet hul-sten på stranden, som jeg har trukket en snor igennem og hængt op i den pergola vi selv har bygget. Jeg har indrettet lækre annekser til overnattende gæster og drømt om et udeliv der har emmet af ro, hygge, nærvær, grin, lange snakke på de sene sommeraftner, solnedgange ved stranden … you name it – Jeg er TOP-KLAR og jeg vil være så god til at være sommerhusejer, præcis ligesom min familie vil det. 

I sidste weekend fandt vi det så. Det skønneste sommerhus med masser af muligheder for at udleve vores drømme og det er lige til at flytte ind i. Huset ligger max. 5 min. fra vandet, man kan hører bølgernes susen fra haven. Huset har den perfekte beliggenhed og en pris til vores budget. Vi var klar til at købe med det samme! Men måske er jeg naiv, uvidende eller har bare ikke sat mig nok ind i sommerhuskøb, fordi jeg troede, at så længe vi kunne smide udbetalingen kontant, så var det ikke noget problem, jeg kan nemlig sagtens låne i kreditforeningen. Jeg vidste ikke at man skal lægge 17% af totalprisen up front, og det blev lige over dobbelt så meget som det, der stod på opsparingen…. øv… altså – det bliver vidst ikke i denne omgang. 

Billede: Madklubben, via Bolig Magasinet

 

Optimismen sejrer

Vi skal have et sommerhus og sådan er det! Det er indrettet (i min hjerne) og vi har fundet huset, så vi krydser fingre for, at det ikke bliver solgt – det gør det jo nok, men så var det bare ikke meningen, at det skulle være det, og så er der helt sikkert et andet lille hus, der ligger og venter på os. I mellemtiden undersøger vi områder vi vil have sommerhus i, og jeg drømmer videre om indretningen. Drømmene ser således ud:
Det skal være charmerende, ikke for stort, men med et godt køkken, så vi kan lave masser af god  mad af råvarer vi køber i de lokale gårdbutikker og bage en masse brød, det er da bare det bedste. Der skal være et hyggeligt alrum i rolige farver. Store vinduer, gerne med sprosser og kig til naturen/haven. Der skal være brændeovn, og så skal der være to værelser. Udendørs skal der bygges anneks, og det kan evt. bygges overfor huset, så der kan etableres en gårdhave mellem de to huse, forbundet med en træterrasse og en pergola. Pergolaen skal med tiden dækkes af en stor blåregn. Et hyggeligt primitivt udekøkken og spiseplads. Annekset skal indholde 2-3 værelser med plads til en seng, og der skal være dobbelte glasdøre ud mod terrassen til alle tre værelser. Vi elsker at have gæster, og de skal bo godt.

Der skal være flere terrasser, så der er masser af mulighed for kroge, hvor man enten kan jagte solen eller flygte fra den. Bløde møbler og en hængekøje et sted, hvor man kan få lidt fred. Og så det allervigtigste… der skal laves en udendørsbruser, det er toppen af luksus hvis du spørger mig! Jeg glæder mig til lange sommeraftner med familie og venner eller veninder til god mad, vin, grin og spil i haven. Jeg glæder mig til hygge med ungerne i ferier og weekender, hvor dagene triller sammen med aftnerne og pendler frem og tilbage mellem hus, strand og ishus. Jeg glæder mig til regnvejrsdage og blæsevejr, snavsede gummistøvler efter en gåtur i regnvejret, tænde op i brændeovnen, spille kort, lave pandekager og varm kakao og læse bøger, samle puslespil og sludre. Jeg glæder mig også til at bruge huset alene, når jeg trænger til at trække stikket og bare være mig, sådan har jeg det engang imellem. Jeg tror at vores sommerhus vil blive brugt flittigt året rundt.

 

Til os uden sommerhus 

Nu står vi så her og  vi er jo nok ikke de eneste, der må se en sommerferie i møde hjemme i de rammer som vi, har være isoleret i hele foråret pga. corona. Vi er nok en del der ikke kan købe sommerhus lige nu, så vi er i sammen båd og må få det bedste ud af det ikke sandt? Hvordan får vi en sommerferie hjemme, der oser af sommerhusstemning og giver os de bedste vilkår? Jeg har tænkt mig at bringe sommerhusstemningen ind i vores hjem, og jeg håber, at jeg kan inspirere dig til det samme. Lad os lige løfte hagen og finde motivationen frem, Ladd os forvandle vores hjem til en sommeroase… alle har vel ret til en sommerferiestemning ikk?

Her kommer første inspirations-moodboard til sommerhusstemning i haven, på terrassen eller altanen. 

 

Jeg kommer til at savne min gamle have i Allerød i år, det er helt sikkert, men vi er så heldige, at vi har terrasse til vores lejlighed på Frederiksberg. Den er ikke synderligt stor, men den er større end en standard altan. Jeg tænker ikke, at det er en god idé at lave udendørsbruser på vores terrasse (ha ha ha… naboer og genboerne ville sikkert elske det, godt udsyn fra deres altaner), så første inspirationsbillede på moodboardet er til dig med have eller sommerhus. Her kommer 11 bud på ting, som du kan tilføre i dit udendørsområde for at opnå den rigtige sommerhusstemning: 

  1. Det er super let at etablere et skønt udendørs bad i haven, så længe du har udtræk til vand og det har de fleste. Jeg elsker Pernille Enochs udendørs bad i hendes sommerhus, er det ikke skønt?
  2. Køb stribede og blomstrede puder til din udendørs oase – Striberne er fra Tine K Home 
  3. Liberty puden er fra Kreanord
  4. Udskift dine udendørsmøbler med møbler der emmer af natur. Bambusmøbler er et hit og bringer den helt rette stemning med sig. Desværre er bambusmøbler noget møg, at bringe udendørs da de rådner ret hurtigt i det fugtige vejr. Invester i noget der holder – Jeg har netop bestil sofaen her fra Sika Design i Alu-Rattan og ArtFibre. Sofaen har samme look og feel som bambus synes jeg, og den er 100% egnet til udelivet i Danmark. Jeg glæder mig til at få denne sofa hjem på terrasen, den kommer til at gøre en kæmpe forskel. 
  5. Stolen er fra samme serie: ‘Caroline’ og den er i samme materiale, også fra Sika Design
  6. Hængeplanter er skønne og giver en dejlig grøn fornemmelse, og når de hænger i den her type potter, så ser de sådan lidt hjemmelavede, meget charmerende. Denne er set hos Kaiku.dk
  7. Har du have eller en stor altan, så er en hængekøje lige der der skal til, for at bringe dig i det helt rigtige sommerferie-mood. Denne er fra Skagerak – desværre forhandles denne ikke længere, men jeg elsker billedet her. Hvis du googler hængekøje, finder du hurtigt noget der minder om. 
  8. Jeg elsker det her primitive udekøkken, og det er let at etablere. Man behøver altså ikke noget fancy-fint luksus udekøkken! For mig er dette 10 gang mere autentisk og skønt. Du kan etablere et køkken med et par sammensatte rulleborde ( tjek IKEA eller DBA) – måske kan du endda finde de gamle gas-borde med fliser på DBA. Placer enten grillen på bordet eller et kogeblus. Det er naturligvis lidt omstændigt, hvis du vil have en håndvask, men hvis man kan grille ude uden en vask, så kan man også have et udekøkken uden vask. Brug husets ydrevægge og hæng stænger (kan også købes i Ikea) op på væggen og hæng redskaber, gryder, pander og hængpotter med krydderurter op på væggen. Billedet er lånt fra Madklubben.
  9. Gulvtæpper på terrassen er noget af det hyggeligste og faktisk også det, der giver den bedste følelse af, at man har et ekstra rum til sin bolig. Jeg synes kludetæpper eller kelimtæpper er geniale til uderummet. Dette er fra Brandts Indoor.
  10. Send dine store planter fra stuen på ferie udendørs. Bring store planter/palmer udenfor og lad dem blande sig med dine udemøbler – Stærke, smukke og sunde planter kan du købe hos Hello Nature
  11. Vælg store rustikke krukker til dine planter, det bidrager med en sydenlandsk stemning, særligt hvis du planter palmer i dem. Denne er fra Tine K Home.

 

Sommerhus stemning indendørs

 

Billede af Studio x Viaduct

Hvis vi der ikke har sommerhus, skal opnå den helt rigtige stemning, så skal der altså også ske lidt indendøre. Der skal faktisk ikke så meget til, men der skal løsnes lidt op hos ordenspolitiet og der skal bringes uhøjtidelige tekstiler og skønne planter ind i boligen. Man kan sagtens pakke velourpuderne væk over sommeren og fylde sofaen med blomstrede puder. Udskifte uldplaiden med tynde plaider, rulle det lurvede gulvtæppe sammen og erstatte det med et hyggeligt kelimtæppe. Og så skal man love sig selv, at man bringer masser af små vilde buketter ind i sin bolig jævnligt. Herunder får du lidt inspiration til sommerhusstemning i dit hjem. 

 

 

  1. Fyld vindueskarmene i køkkenet med krydderurter – du kan evt. placere en hylde i vinduesrammen og gøre hele vinduespartiet i køkkenet til en hyggelig krydderurtehave. Billede lånt af Studio x Viadukt
  2. Jeg elsker sommerferier uden planer. Ferien hvor morgner flyder sammen med eftermiddage og aftner og hvor man sagtens kan tulle rundt i sin natkjole eller badetøj det meste af dagen. Den smukke og lette kimono i økologisk bomuld er perfekt over natkjolen eller til og fra stranden uden på badetøjet. Kimonoen er fra Care by Me, set hos Kaiku
  3. Liberty-puder skaber masser af sommerstemning. Læg dine sofapuder i kælderen over sommeren og fyld din sofa med blomstrede puder. Du finder et fint udvalg hos Kreanord.
  4. Invester i lækker keramik, enten skør og skæv keramik fra små keramikere eller keramik med et roligt og poetisk udtryk. Jeg er vild med denne vase fra Klassisk Studio, den ‘slapper’ smukt af i et kolaps som jeg misunder den 🙂 
  5. Flettede kurve er også indbegrebet af sommer, for mig. Fyld kurven med plaider og bring den med udendørs når sommeraftnerne bliver kølige. Kurven her er fra Tine K Home.
  6. De flettede hængekurve er fine i køkkenet og bidrager med en naturlig og uhøjtidelig stemning. Kan købes her hos Kaiku.dk.
  7. Brug penge på planter og lækre potter. Plante fra Hello Nature og lækker krukke fra Tine K Home.
  8. Et lyst og lækkert soveværelse gør underværker i sommermånederne. Invester i hvidt hør-sengetøj og bring naturen ind i soveværelset, f.eks. skulpturelle grene, sten og muslinger fra stranden. Sengetøjet er fra White Dreams.

 

Det var ordene fra mig i dag. Det blev et langt indlæg, men jeg havde meget på hjertet – En sommerhusdrøm der ikke helt kan lade sig gøre i år, men som stadig lever, mere end nogensinde og som bare er blevet udskudt ind til opsparingen er nået. Samtidig tænkte jeg, at der er mange ligesom os, der drømmer om sommerhus og er grønne i hovederne af misundelse over alle de venner, der lige nu køber sommerhuse ( jeg har i hvert fald virkelig mange omkring mig, der køber sommerhus i år). Dagen indlæg er derfor til der holder sommer i jeres daglige rammer, som ønsker følelsen af sommerhus i løbet af ferien, og okay så…. er det da også til jer der har købt sommerhus som de skal til at indrette. Tillykke med det, nyd det <3 God fornøjelse <3

 

 

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply