Prøv at forestil dig, at du får lov at få en indflydelse eller på en eller anden måde påvirke et stykke arbejde udført af en af de personer, du har allermest respekt for. For arkitektstuderende kunne det være personer som Arne Jacobsen eller Utzon, og lige præcis førstnævnte, Arne Jacobsen er ham det hele handler om i dette indlæg. Tilbage på studiet kom arkitekterne Signe Bindslev Henriksen og Peter Bundgaard Rützou, skaberne bag den succesfulde arkitektduo Space Copenhagen, godt omkring Arne Jacobsen. Enhver arkitektstuderende kommer igennem Arne Jacobsens ikoniske bygninger, og jeg forestiller mig, at han er lidt af en guru for dem alle, selv for os som ikke er arkitekter, men blot passionerede omkring design og arkitektur. For halvandet år siden fik Space Copenhagen muligheden for at få en kæmpe indflydelse på Arne Jacobsens mest ikoniske bygningsværk nemlig Radisson Blu Royal ( også kendt som SAS Royal hotellet i København). Verdens første designhotel anerkendt verden over. Space Copenhagen fik til opgave at være arkitekterne bag en total-renovering af hele hotellet.
”Vi er beærede over at være en del af renoveringen. Hotellet er et varetegn for designentusiaster verden over. Det er en destination. Vores intention er at bevare hotellets ekstraordinære karakter, men vi ønsker ikke at gøre det til et museum, vi vil give det nyt liv for en ny generation,” siger Signe Bindslev Henriksen og Peter Bundgaard Rützou, som er skaberne af Space Copenhagen.
Jeg har været på hotellet nogle gange, og det er en helt unik perle, men det trængte til en opdatering og et ordentligt løft. Derfor var det en stor fornøjelse at træde ind af døren i hotellets lobby i fredags, kun få timer efter den sidste støvvæg var pillet ned. Jeg fik en rundvisning på det smukke hotel, besøgte et af værelserne og spiste mad i den smukke og stemningsfulde nyrenoverede café, Café Royal. Café Royal kommer jeg nærmere ind på i et andet indlæg i denne uge, i dag går jeg i detaljerne med selve hotellet.
Det ikoniske SAS Royal eller Radisson Blu Royal, som det i dag hedder, blev designet i 1960 og var verdens første designhotel. Det står stadig som et varetegn i København og har modtaget Condé Nasts ”Readers Choice Awards i 2017: Tophotel i Nordeuropa”, ”Danmarks førende hotel 2017” og ”Danmarks førende businesshotel 2016” af World Travel Awards. Hotellet er en del af Rezidor Hotel Group, som er en af de mest dynamiske hotelvirksomheder i verden og medlem af Carlson Rezidor Hotel Group. Gruppen har en portefølje på 484 hoteller med over 105.000 værelser i drift eller under udvikling i 82 lande.
Space Copenhagen har med den største respekt for designarven, fornyet og moderniseret hotellet så det i den grad lever op til at være det ikon som det er. Hotellets nye look er utrolig elegant, varmt, imødekommende og en designskat ud over alle grænser. Arkitekterne har studeret hotellet i alle lag, besøgt gamle glemte kælderrum og støvet arkiverne af, for at lære alt om hele bygningen og sætte sig ind i tankerne bag. Med stor respekt for Arne Jacobsen, men også de gæster, der i den tid vi lever i nu, skal benytte hotellet, har de skabt et nyt hotel som kun de bedste i branchen kan gøre det. 259 værelser, lobby, flere loungeområder, café, bar og 10 konferencesale er blevet gennemrenoveret! Jeg er fuld at beundring over Space Copenhagens imponerende arbejde, de er de dygtigste og modigste arkitekter, og jeg er sikker på, at Arne Jacobsen ville være fuld af beundring for dette smukke resultat. Space Copenhagen vil helt sikkert blive en arkitektduo, hvis de ikke allerede er det, som nye arkitektstuderende vil blive undervist i de næste mange generationer.
Radisson Blu Royal Hotel i København kan vi være voldsomt stolte af. En eller anden dag vil jeg booke en overnatning på toppen og love mig selv, at jeg vil sætte mig godt til rette i Svanen med fødderne oppe og bruge mindst en time på bare at nyde den smukkeste udsigt i byen. Betragte Tivoli, Hovedbanegården og alle Københavns smukke varetegn.
Fakta om Radisson Blu Royal Hotel, København:
- Verdens første og originale designhotel designet af Arne Jacobsen
- 260 værelser og suiter tilbyder faciliteter såsom gratis trådløst internet med høj hastighed og roomservice døgnet rundt
- Central beliggenhed. Byens største attraktioner, herunder Tivoli, ligger kun en kort gå- eller togtur fra hotellet, og Københavns Lufthavn (CPH) ligger ca. 8 km væk
- Hotellet har modtaget Condé Nasts ”Readers Choice Awards 2017: Tophotel i Nordeuropa”, ”Danmarks førende hotel 2017” af World Travel Awards og ”Danmarks førende businesshotel 2016” af World Travel Awards
- Hotellets fuldt udstyrede fitnesscenter omfatter tør- og dampbassiner samt fitnesshold, personlige trænere og massage
- Møde- og arrangementsfaciliteterne kan rumme op til 300 gæster i 10 mødelokaler
2 Comments
CharlotteR
november 5, 2017 at 10:38En mavepuster af design ikoner.
Man bliver stum og næsten ydmyg over hvor smukt det tager sig ud…
Malene Marie Møller
november 15, 2017 at 11:06Jeg er så enig Charlotte!
Kh. Malene