I dag stiller vi skarpt på en af designerne bag Herman Cph – nemlig Jonas Herman Pedersen – det gør vi fordi, vi nyder at opleve hans innovative design, det smukke håndværk og den humor han på elegant vis smugler ind i sit design!
Jonas er uddannet fra Arkitektskolen i Århus i 2010 – speciale i afdelingen Møbel & rum. Selv fortæller han på sit website flg. om sin passion:
Min store passion for design handler udover æstetik, især også om godt håndværk og udnyttelsen af materialer. Jeg er dybt fascineret af produktionsmetoder og det at gennemtænke et nyt produkt fra råt materiale til slutprodukt. Derfor handler godt design for mig om, at hele fremstillingsmetoden og æstetikken går op i en højere enhed, for derved at opnå den størst mulige berettigelse. Godt design er smukt og interessant formgivning, men i høj grad også håndværk ned i mindste detalje. I mit arbejde som møbeldesigner trækker jeg derfor også meget på min gode forståelse af håndværk og arbejdsteknikker.
Vi har fundet nogle favoritter – nogle er sat i produktion og andre er ikke endnu – Smut forbi jonashermanp.dk og se hans design og forhandlerliste!
Den smukke og skønne bænk PULK KÆLK med opbevaring er desværre ikke i produktion – lad os krydse fingre for at den kommer det, den er da fantastisk!
MISKITO hedder denne smukke skammel, jeg er vild med formsproget – meget skulpturel og elegant – MISKITO forhandles af Crafted by TRIP TRAP
FUSION LAMPEBORD er det geniale natbord eller sidebord med smuk lampe integreret i møblet. Igen et elegant formsprog og kombinationen af træ og læder er super vellykket – genialt tænkt! Forhandles hos TRIP TRAP
Barnestolen er en helt nyfortolkning af den høje stol. Et miks af stilarter og farver, gør stolen helt unik og sjov – Et dejligt humoristisk indslag – Hvorfor skal børn da ikke sidde med stil? Stolen er en prototype, og er ikke i handlen pt.
No Comments