INTERIØR RUM OG INDRETNING

Sig hej til ikonet Vilhelm

Vilhelm

I 1935 designede Flemming Lassen en smuk sofa, det var samme år som han designede den folkekære lænestol; ‘Den Trætte Mand‘. Sofaen blev designet og skabt til Snedkerlaugets udstilling, men blev aldrig sat endeligt i produktion. I 2018 blev den originale sofa fra dengang solgt på auktion til et hammerslag på – hold lige fast her – 610.000 kr. altså SEKSHUNDREDEOGTITUSINDE danske kroner. Med det hammeslag kunne Flemming Lassen (hvis han levede i dag) glæde sig over, at hans sofa er den dyreste sofa solgt i dansk auktionshus, ligesom hans Trætte Mand, som ejer rekorden på dyreste stol solgt på auktion nogensinde, ved hammerslag på 1,42 mill. 

Vilhelm har by Lassen opkaldt efter Flemming Lassens far, skiltemaler Hans Vilhelm Lassen, og det navn klæder sofaen virkelig godt synes jeg, det giver den noget personlighed.

By Lassen har de seneste par år arbejdet på at få lanceret den populære sofa ud fra de originale skitser. Nu står Vilhelm klar til at tage verden med storm! ‘Vilhelm’ er en smuk fuldpolstret sofa med plads til 3 personer. Dens bløde kurver og stilistisk udtryk er et typisk kendetegn for Flemming Lassens streg. Den danske arkitekt havde en evne til at balancere det minimalistiske og det voluminøse, og hans formsprog udfordrede branchen. Flemming Lassen var en visionær modernist, og hans arkitektur og møbeldesign var forud for sin tid!

‘Vilhelm’ fylder ikke meget, men kan alligevel rumme tre personer. Sofaens runde hjørner giver møblet en perfekt afslutning og mulighed for at placere den midt i et lokale. De runde hjørner inviterer til et flow og et liv omkring sofaen og set bagfra, tager den flotte herre ‘Vilhelm’ sig også rigtig godt ud. Takket være den faste polstring fremstår Vilhelm altid skarp og præsentabel. Ryg og armlæn er forsynet med 24 små knapper, en smuk og uhøjtidelig detalje, som giver sofaen ekstra charme.

Herunder kan du til venstre se den originale sofa og til højre den ny-lancerede sofa

Vilhelm er ude i handlen nu og han kan bestilles i boucle som signaturmodellen herover, i uld, kvadrattekstiler i mange farver, velour i mange farver, en kombi af velour og bouclé (se billedet herunder), i læder og lommeuld. 

Velkommen til Vilhelm <3 Han er skøn og det er mig der har lavet alle disse billeder for by Lassen, så jeg har prøvet at sidde og ligge i sofaen og den er altså virkelig ikke bare p…. pæn den er også meget komfortable. 

 

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply