Mit store forbillede… Lise Petersen

Har du nogensinde googlet dig selv? ja selvfølgelig har du det, og det har jeg også. Vi efterlader alle spor på nettet, og det er lidt ligesom om, at hvis det ikke står på nettet, så har det ikke eksisteret. Forleden savnede jeg min far og min farmor sådan helt ind i maven. De er begge døde for længe siden. Jeg prøvede at google dem. Først min far, men han døde i 1985, altså inden vi rigtig var online. Der stod ikke et ord om ham, og heller ikke om min farmor. Det kunne jeg næsten ikke bære, for de har eksisteret, og de har gjort en forskel, og de skal da kunne findes. Derfor har jeg besluttet, at jeg vil gøre dem søgbar, jeg er jo en temmelig “online kinda girl” og derfor ser jeg det som min fornemmeste opgave at bringe dem online, og sætte spor på nettet omkring deres eksistens. I dag handler mit blogindlæg derfor om min farmor


LISE PETERSEN
1929 – 2003.
(født: Lise Jacobsen)


Ældre mennesker er så utrolige bekendtskaber. De gør mig tryg og får mig til at føle mig lille, nysgerrig og uvidende (på den gode måde). Jeg savner ældre mennesker i min tilværelse, der er desværre ingen tilbage. Min familie er lille, de nære relationer er ikke stærke nok, så i mit inderste inde ligger der et højt ønske om at blive en nærværende, givende og varm gammel dame :-) En af dem med masser af historier i sig. En af dem med rynkede hænder og krogede fingre, som vidner om et arbejdsomt spændende liv. Vi har alle en historie, og ingen historier er kedelige, når de handler om dem vi elsker. Selvom man har levet et simpelt liv uden de vilde eventyr, vil man altid kunne finde noget interessant hos de mennesker man holder af, fordi man har en relation og en kærlighed til dem. Min farmor har været den vigtigste ældre kvinde i mit liv! Jeg savner hende stort set hver dag. Maleriet herunder – ja det er malet ikke fotograferet men malet! – købte jeg, fordi jeg så min farmor i det. Det hænger over min sofa og jeg bliver tryg og varm indeni, når jeg passerer det.

Mit store forbillede... Lise Petersen

“Rivers and Red Nails” af Maria Torp

Min farmor var en af de der slags mennesker, som vågnede hver morgen med en kæmpe livsglæde. Hun elskede livet, og det undrede mig, at hun var så voldsomt livsglad, for hun havde virkelig ikke så meget indhold – det skammer jeg mig faktisk lidt over at skrive, fordi hun selvfølgelig havde masser af indhold, bare ikke sammenlignet med, hvad min generation forventer af livet. Vi har så travlt med at gøre os bemærket og realisere os selv. Lise levede for sine børn og børnebørn – Hun arbejdede i en vuggestue, hun elskede det. Hun havde haft en eneste mand i sit liv, og han forlod hende da hun var i 30’erne (tror jeg nok). Han giftede sig med hendes bedste veninde, som for øvrigt var gudmor til deres datter. Hun mødte aldrig en anden mand. Hun elskede aldrig en anden og havde heller aldrig elsket med en anden, den slags kunne vi godt tale om. – Jeg husker hun en dag sagde til mig: “Malene du er ung, nyd det, hav masser af sex, sex er skønt, jeg har ikke haft det i 48 år, men jeg husker når noget er godt” – Okay, ret vildt at høre fra sin 70 årige gamle farmor. Jeg glemmer det aldrig, for det fyldte mig med sorg på hendes vegne. Hun havde kun oplevet kærligheden en gang, og jeg tror faktisk, at hun var lige så forelsket i min farfar den dag hun døde, som da hun mødte ham – Han var på sin tredje kone da hun døde. Veninden som stak af med hendes mand, tilgav hun – og de forblev tætte. Da veninden fik en hjerneblødning, hjalp min farmor hende med alt. De rejste sammen og min farmor trillede hende rundt i rullestol. Hun tilgav aldrig min farfar, men hun elskede ham det ved jeg. Hun var en ufattelig rummelig kvinde ikk? Tænk at hun kunne det. Hun mistede sin søn, min far, da han blot var 31 år – han tog sit eget liv! Tænk en sorg for en mor! Og alligevel, vågnede hun op alene hver eneste dag og sagde højt til sig selv “Jeg elsker livet”

– Hun ringede til mig dagligt, hun elskede os børnebørn, og hun bekymrede sig for os. Det værste jeg kunne sige til hende var, hvis jeg skulle i byen og feste… så sov hun ikke hele natten, og jeg kunne være sikker på, at hun ringede, og vækkede mig næste morgen, og det første hun sagde, når jeg tog den var: “Åhh gudskelov du er her endnu”. Kærlighed.

Jeg vil være som min farmor, jeg vil have hendes livsglæde, jeg har den i mig, men jeg kan blive bedre. Jeg vågner altså ikke hver morgen med en sådan glæde – Jeg vågner typisk op og trykker på snooze-knappen og ønsker at sove et par timer længere. Jeg tror hun trænede sig op til det, man kan godt snyde sin hjerne… jeg vil arbejde på det, det vil jeg. Jeg bilder mig selv ind at jeg ligner hende en del, men sandheden er, at ingen nogensinde vil kunne nå hende til sokkeholderne.

Det var en kæmpe sorg da hun døde. Jeg sad ved hendes seng hver dag i næsten 5 uger på hospitalet, jeg var heldigvis på barsel, så det kunne jeg. Jeg arrangerede hendes begravelse. Valgte hvad hun skulle have på i kisten – det blev batikkjolen som hun havde købt på Bali – hendes livs rejse 3-5 år inden hun døde – En kjole hun aldrig havde båret sådan rigtigt, men jeg husker at hun prøvede den for mig. Hun slog håret ud og strålede som en sol. Hun var lykkelig, da hun stod der i sin fjollede batik gulvlange kjole, et stykke beklædning, jeg aldrig havde forestillet mig på hende, hun var en ‘slacks-og-skjorte kinda girl’. Men den kjole skulle hun begraves i, det bestemte jeg, for jeg kunne tydeligt se hende for mig den dag, lykkelig, med vildt hår og bare tæer, mens hun ivrigt fortalte mig om sit livs rejse, en rejse som hun for øvrigt havde veninden, der stjal hendes mand med på. kærlighed.

Mit store forbillede... Lise Petersen

Min farmor: Lise Petersen

Min farmor er et af de allerstørste mennesker, der har levet for mig! Hendes betingelsesløse kærlighed, hendes humor og varme, kærlige væsen og hendes evne til at tilgive. Jeg savner at holde hende i hånden, grine og græde med hende. Hun var god til at trøste og sætte plaster på. Jeg elskede når hun ringede skrigende, fordi hun havde fanget en edderkop i et glas… “hvad så nu” skreg hun… “nu sidder den bare der og kigger på mig, jeg tør ikke flytte glasset” Hvad skulle jeg gøre, jeg boede helt inde i København ♥ Hun var så sjov!
Hun var en pæn dame, der gik op i sit udseende og elskede cremer og parfumer. Hun var medlem af diverse postordrefirmaer og købte sig fattig i skumbad og bodylotion (fra virkelig dårlige producenter sorry farmor, men Yves Roche? helt ærlig :-). Det bedste hun vidste var at fylde badekarret med masser af skum og ligge og dase som en moviestar. Jeg husker engang, da jeg ringede forgæves flere gange, hun tog den ikke, og jeg blev bekymret. Da hun endelig tog den, havde hun ligget i badet i en time, hun svarede helt afslappet: “Undskyld jeg ikke tog den lille skat, jeg var i skumbad og nu dufter jeg som en luder i højsæsonen” jeg tabte kæben og brød sammen af grin. Hun kunne komme med nogle udtryk engang imellem, som var så sjove og meget ulig hende, det var virkelig befriende.

Lise Petersen, sådan nu kan hun googles, It was about time! Hun er mit forbillede, hun gjorde ikke en forskel i det store verdensbillede, men hun gjorde alverden til forskel i mit liv, og i alle hendes børnebørns liv <3 – Nu er du online farmor, det manglede bare – if it’s not on the internet it doesn’t exist, og du eksisterede i den grad.

Og til dig kære læser, hvis du nåede her til i mit indlæg, så 1000 tak, du er for vild! Jeg ved godt dette ikke var boligrelateret, det bliver det igen i morgen, det lover jeg!

Mit store forbillede… Lise Petersen
Artikel
Mit store forbillede… Lise Petersen
Beskrivelse
Har du nogensinde googlet dig selv? ja selvfølgelig har du det, og det har jeg også. Vi efterlader alle spor på nettet, og det er lidt ligesom om, at
Forfatter
Boligcious

8 Comment

  1. Wow, smukt og levende fortælling. Din farmor lyder som helt fantastisk dame! Jeg læste dit indlæg med en tåre i øjet… måske fordi jeg også savner min mormor, og det ikke altid er let at mindes de smukke bekendtskaber som ikke længere er iblandt os. Tak for et rigt indslag!

    • Tak Mette, det fyldte også mine øjne med tårer, men også mange smil på læben. Jeg er glad for at du fandt det rigt at læse, og at det mindede dig om dine savnede. Kæmpe virtuel krammer her fra <3

  2. SÅ livsbekræftende du skriver fantastisk og din farmor lyder fantastisk. Super med gode forbilleder ? Jeg havde en reserve bedstemor jeg havde samme forhold til hun havde rødt hår og hun havde en livsnerve. Lad os træne den muskel op, rigtig god ide og lad os gøre os umage. Tusind tak for skøn inspiration en onsdag aften ? Det hele kan jo ikke være design det skaber bare en ramne ? hvor relationerne er hjertet i RAM’N ( kunne ikke lade være ? Kh Marie-Louise

    • Tak Marie-Louise Er glad for at jeg rørte dig, og ja, lad os gå i træningslejr <3

  3. Åh så fint et indlæg, dejligt livsbekræftende.
    Din farmor lyder til at have været en skøn kvinde, og et helt vidunderligt forbillede.
    Størst af alt er kærligheden, det passer vist på din farmor.
    Tak fordi du delte.

    • Kære Charlotte

      1000 tak for din kommentar, det er så dejligt når mine læsere gider kommentere og dine ord varmer.

      Dejlig pinse til dig

      Kh. Malene

  4. Sikke et fantastisk menneske, og sikke en lykke at du har haft hende i dit liv. Jeg blev helt rørt. Tak for en dejlig læseoplevelse, der bragte minder om mine to forrygende bedstemødre.

    • Hej Mette

      Ja, jeg er meget meget heldig at have haft hende. 1000 tak for din ros, den varmer.

      Ønsker dig en god Pinse og af hjertet tak fordi du læser med

      Kh. Malene

Leave a Comment

Email (will not be published)