Man skal virkelig holde sig til, hvis man skal følge med i den produktudvidelse, som Lyngby Porcelæn lægger for dagen. Lyngby Porcelæn er nemlig så meget mere en den ikoniske, rillede Lyngbyvase. Bag Lyngby Porcelæn gemmer der sig en masse fantastiske historier, som i den grad bidrager til Danmarks designhistorie. De sidste par år har designholdet hos Lyngby Porcelæn gravet dybt ned i de mange arkiver og fortolket, fornyet og forfinet mange af de gamle designs og relanceret dem.
Porcelænsfabrikken havde engang en seperat kunstafdeling, og den var kendt for at huse nogle af de mest talentfulde porcelænsmalere. Her malede de smukke detaljerede blomstermotiver, dyremotiver og landskaber i hånden. Der blev malet på rå hvide forme, det man kender som kunstporcelæn. Det var det fineste porcelæn der fandtes og mængden af forme og størrelser var enorm.
Med udgangspunkt i de gamle forme har Lyngby Porcelæn netop lanceret en fin glasserie ved navn FORM. FORM er formgivet ud fra de gamle forme fra dengang, og de bærer samme form-nummer som sås i kataloget fra 1969. Eneste forskel er, at materialet er glas. Det giver en utrolig smuk transparens og skrøbelighed, som klæder de robuste, buttede former så uendelig smukt. En fin farveskala, som giver mig lyst til at dække borde med masser af disse farver og størrelser og fylde dem med forårsblomster.
Er de ikke bare vanvittig smukke? – De kommer i butikkerne i juni, jeg kan ikke vente!
No Comments