FARVER & MØNSTRE
2019 bliver en farveeksplosion. Vi er virkelig ved at vænne os til at komme farve på vores vægge igen. Hvide overfalder bliver i den grad erstattet med flotte dybe farver, og vi er endda blevet så modige, at vi også gerne kaster os ud i vilde tapeter og matchende tekstiler.
Det stadig de dybe farver som blomme, grøn, mørk lilla, brændte farver som orange/terrakotta, bordeaux og sennepsgul der er i fokus. Der suppleres med den sarte støvede rosa også kaldet nude. Pasteller som rosa, lys blågrøn, sartgul og lys lilla vinder også ligeså stille ind. Begrebet ”Color Blocking” kommer vi også til at se mere til. Colorblocking betyder, at vi maler forskellige farver på enkelte vægge, således at de betragtes lidt som blokke, når man ser væggene i sin helhed. Jeg eksperimenterede med denne effekt da jeg lavede Dyrups katalogbilleder i sommer. Se billedet herover.
Udover at male vores vægge, vælge farvede køkkener, sofaer, gulvtæpper og gardiner i ovenstående farveskala, så kaster vi os også over blomstrede og vilde tapeter. Eksotiske mønstre som palmer, papegøjer, flamingoer, aber og store blomster på farvede baggrunde. Og det bliver vildere endnu, for ikke nok med at vi kaster om os med farver og mønstre, så skal vi også til at vælge tekstiler med masser af blomster… altså faktisk samme udtryk som de tapeter jeg nævnte før. En anden sjov og fræk tendens er at matche tekstiler og vægge i samme mønster, altså du skal vælge et tapet og evt. en pude i præcis samme mønster. Se moodboard herunder. Hvis du tør lege med denne tendens, så kan jeg varmt anbefale et besøg i den nyåbnede butik Coco de Maison i Klostergade, København K. Her finder du masser af tapetbøger med de vildeste tapeter, samt matchende bøger med smukke tekstiler i præcis samme mønstre. Det er altså super cool.
MATERIALER
Vi kommer igen i år ikke uden om velour og hør. Glas får også en stor optur, både i form af skulpturer, kander, vaser og lamper i vintage stil. Det skal helst være farvet glas og meget gerne flerfarvet og noget med taktilitet. Glasborde og hylder er også et hit, og så kommer der fokus på blank krom. Materialet Linoleum kommer vi også til at se meget mere til særligt på køkkener, bordplader, gulve og småmøbler.
NY KULTUR OM SPISEBORDET
Vi skal ifølge de nye tendenser ændre vores traditionelle måde at indrette spisestuen på. Spisebordet må meget gerne udskiftes med et rundt, robust bord, gerne med en farvet emaljebelagt bordplade, linoleum eller sten med struktur. De klassiske spisebordsstole udskiftes med polstrede elegante stole i et tungt udtryk. Forestil dig en gammel jazzklub fra 20’erne og 30’erne med runde borde, bordlamper på hvert bord og behagelige klubstole omkring. Dette udtryk skal vi have ind i vores hjem. Små bordlamper placeres på bordet så stemningen bliver mere intim og hyggelig og tunge behagelige stole som f.eks. &Traditions ’Loafer’ stol i en lidt højere model (lur mig om de ikke har den på vej i spisebordshøjde her til foråret;-)) Se moodboard.
2019 bliver altså et dekadent år, med jazzklub-stemning, dramatik og en sand farveeksplosion – Jeg glæder mig!
No Comments