I sidste måned havde jeg været selvstændig i 14 år – tænk engang, dagen flød lige forbi, og jeg kom først i tanke om det i går. Det kendetegner vel egentlig meget godt dét med at være selvstændig – tiden går, man har travlt, og er måske ikke så god til at fejre sig selv.
2008 – jeg blev færdig som designteknolog på salg- og markedsføringslinjen med speciale i oplevelsesdesign (butiksindretning/storytelling). 2008 var også finanskriseåret, og dér stod jeg, nyuddannet med en titel, ingen kendte (designteknologen var helt ny dengang), kæmpe nedskæringer på arbejdsmarkedet og ingen erfaring. Jeg arbejdede gratis i et år på en online redaktion, Amine, drevet af Pernille Post Lundsgaard. Jeg søgte desperat job på boligmagasinerne – jeg elskede at skrive og elskede design og indretning og tænkte, at det var den fedeste kombination. Jeg drømte om at være en del af en stor, summende redaktion. Dørene var dog pænt lukkede. Jeg var ikke uddannet journalist, så det blev et nej tak.
Derefter blev jeg ansat som receptionist og blev gravid med min søn. Da min barsel sluttede, kunne jeg mærke angsten for at komme tilbage på jobbet. Det var egentlig et fint job, men jeg brugte slet ikke mine evner.
Et billede af mig, da det hele startede
Jeg tog en snak med min bror, Bastian, som altid har været lidt min mentor. Han spurgte ind til, hvad jeg ville, og hvad jeg drømte om. På det tidspunkt var mine drømme om at arbejde på et magasin slukket. Jeg anede faktisk ikke, hvad jeg ville. Min bror stak til mig: “Hvad med indretning? Du har altid elsket indretning. Du har indrettet for alle dine veninder, du ved noget om design, og du tog den der brevskole som indretningsarkitekt…” Mig: “Jamen, den gjorde jeg jo aldrig færdig. Jeg har ingen uddannelse som sådan.” Bastian pointerede, at jeg var vildt god til det, jeg havde sans for farver og detaljer, og at jeg bare skulle være fræk. “Hvorfor starter du ikke en blog, sæt dig ind i SEO, og kald dig selv indretningsekspert? Det er ikke en beskyttet titel, alle kan kalde sig selv ekspert,” svarede han. “Brug din uddannelse til at markedsføre dig selv som indretningsguruen,” fortsatte han.
Det her var i 2010 – blogging var ikke rigtig slået igennem i Danmark endnu, men her var en enestående mulighed for at kombinere min passion for indretning med min passion for formidling. Jeg satte mig ind i WordPress og SEO, nørdede det helt vildt og startede Boligcious. Jeg bloggede hver dag ved siden af mit arbejde. Jeg anede ikke, om nogen fulgte med – havde ikke lige installeret diverse plugins. Efter ca. 6 måneders blogging begyndte en del designfirmaer at invitere mig med til pressearrangementer på lige fod med pressen. Wow, jeg var nu en stemme, en del af pressen. Jeg kunne dog ikke deltage, da arrangementerne altid lå i arbejdstiden. Jeg blev nødt til at overveje mit næste move.
Jeg tog tre feriedage fra mit arbejde, lavede en liste over firmaer, som jeg ville tilbyde at ghost-blogge for og etablere en Facebook-profil for (dengang i 2011 var firmaer ikke på FB). Jeg skulle bare have én virksomhed, der kunne betale det samme som dagpengesatsen, så vi kunne klare os økonomisk. Det første firma, jeg ringede til, var Beckers Farvecenter. Jeg solgte den daværende salgsdirektør, Søren Arendal, idéen om, at Beckers skulle inspirere til at bo og indrette sig farverigt via en SEO-stærk blog og Facebook. Vi tog et møde næste dag, og bum – jeg havde nu min første kunde. Dagen efter sagde jeg op, og så startede min rejse for alvor.
Forsættelse følger…