I uge 26 har jeg stillet min blog til rådighed for danske designstuderende. Jeg håber du vil tage godt i mod dem. I dag er det Fashiondesigner Stine Sandermann Olsen, som fortæller om sin bæredygtige kollektion lavet bl.a. af PVC og uld.
Jeg hedder Stine Sandermann Olsen, og har i december 2014 taget min afgang fra TEKO i Herning med en professionsbachelor i fashion design. Jeg er bosat i Herning pga. studiet, men har også boet i Faxe, Billund og Roslev, og mine forældre og resten af familien er fra Fyn. Så man kan vel sige, at jeg er en ægte ”Danmarksborger”.
Stine Sandermann Olsen
Mit BA-projekt tog først og fremmest udgangspunkt i et koncept om upcycling. Hele min agenda med opgaven var, at jeg som uddannet designer ikke ”bare” vil gøre lige som alle andre i modeindustrien, men forsøge at gøre en forskel. Derfor satte jeg tre kriterier for kollektionen, der handlede om, at tøjet skulle gøre en forskel for miljø, være personligt for brugeren og desuden skille sig ud på flere niveauer i forhold til markedet.
Jeg opdagede i 2012, at man i Danmark brænder ulden fra slagtefår, fordi ingen mener, at det kan bruges til noget, og der er derfor heller ingen, der vil give en pris for ulden. Dette blev grundlaget for mit koncept. Jeg satte mig for at bevise, at denne slags uld sagtens kan bruges til beklædning. Efter nogen tids research fik jeg også tilføjet blød pvc fra Kibæk presenning til mit ”materialeportefølje”. Pvc’en var skåret fra i produktionen, og var således også et spild-/affaldsprodukt. Ulden og pvc’en blev et benspænd for min kollektionsudvikling, da jeg besluttede mig for ikke at bruge andre materialer.
Det inspirationsmæssige omdrejningspunkt for min kollektion var alle mulige arter af firben. Under et besøg hos en veninde, som ejer 2 leopardgekkoer, begyndte den ene at smide dens ham, og efter dette arbejdede jeg intenst med ham-smidnings-processen. Kollektionen kaldte jeg ”Shedding My Skin”, da emnet i overført betydning også kunne beskrive den proces, jeg selv går igennem, nu da jeg er færdig med min uddannelse. Jeg smider altså en gammel ”ham” og et nyt kapitel i mit liv skal tages hul på.
Det hele startede tilbage i juni; jeg hentede en ordentlig omgang uld fra Shropshire-får ved en fåreavler ved Silkeborg og sendte det til spinderi på Fyn. Jeg fik lavet både et meget tyndt og et kraftigere garn, men jeg arbejdede mest med det tynde garn.
En af de store udfordringer blev at intergrere pvc’en i strik eller væv, hvilket jeg arbejdede meget med.
Garnet var grund til mange bekymringer senere – fordi det ikke var tvundet, havde det et overdrej. Dette betød, at når jeg havde strikket mine dele til strikkjole, blev de skæve i farvningsprocessen. Derudover skete der også et lille uheld, da jeg skulle farve garnet lilla – fordi de blev farvet i fed, og der var en lille knude på i den ene ende, hvor garnet ikke blev farvet. Denne udfordring endte dog med et positivt udfald, for det gav en super flot effekt, da det blev vævet.
”Fejl”, der ufrivilligt og uforudsigeligt opstår gennem projektet, var noget jeg generelt kom til at arbejde med. Det sværeste var det her med, hvordan man lige vender en fejl til en fordel. Hvis der er noget jeg har lært, så er det, at det er udfordrende og tidskrævende at lave en kollektion udelukkende på egne materialer, da man jo ikke på forhånd ved, hvordan de materialer helt præcist vil opføre sig. Derudover var denne process helt uprøvet for mig.
Jeg realiserede i alt 3 outfits, der repræsenterede 3 stadier i ham-smidnings-processen: 1) Hammen er hvid/duset og bevægeligheden er begrænset 2) Hammen sprækker, kanterne ruller 3) Hammen er smidt, bevægeligheden er stor og farverne står flot frem
Hvad der nu skal ske, må tiden vise. Jeg er i gang med at søge ind på en MA i tekstildesign i London, og derfor opdateres mit portfolio meget snart.
Stine Sandermann Olsen
Her kan du se skitser og collager fra hele processen.
No Comments