OBS: På billederne optræder der produkter fra firmaer, som jeg samarbejder med
Min familieopskrift på hveder finder du nederst i indlægget

Foto: Malene Marie Møller Viskestykke fra Georg Jensen Damask – Soft cutboard og kniv i træ fra Skagerak
St. Bededag var en af mine yndlingshelligdage da jeg var barn. Mærkeligt for vi laver jo ikke rigtig noget på St. Bededag andet end at spise hveder, men måske var det netop derfor, det var en yndlingsdag? St. Bededag var lidt ligesom en lille ekstra gave, en fridag ud af det blå, uden andet indhold end hygge og nærvær. Andre helligedage som påske, pinse og jul, farer vi jo rundt til alverdens arrangementer og er temmelig sociale.
I min familie bliver højtiderne altid fejret efter alle traditioner. Jeg elsker traditioner, og jeg ser det som min pligt at fører dem videre til mine børn. Børn er afhængige af rutiner, det gør dem trygge, når alt foregår under en dagsorden de kender. Jeg er ikke et rutine mennesker, jeg elsker spontanitet, men lige præcis de rutiner som traditioner er forbundet med i højtiderne, dem værner jeg om! Jeg værdsætter dem virkelig og gør alt for at passe på dem. De traditioner er jo en del af mig og min opvækst, og det gør mig varm og glad at gøre de ting som min mor, min mormor og farmor gjorde og deres mødre før dem. Jeg føler mig tættere på dem de dage og føler jeg fører deres opgave videre i livet, til mine børn.

Foto: Malene Marie Møller – Tekande og smørbræt fra Rosendahl
Hjemme hos os fik vi altid lune hveder med tandsmør – Vi elskede det! Jeg er vokset op alene med min mor og bror, og pengene var små, så lune hveder med tandsmør, var noget af en luksus.
I dag er jeg stået tidligt op, for at bage hveder til mine unger og deres overnattende gæster, præcis som min mor gjorde det, da jeg var barn. Min mor bagte dem dog ikke selv, men hun lunede dem i ovnen og duften i huset er den samme, så hvis du ikke orker, så kør til bageren, det betyder ikke så meget, at det er hjemmebag, jeg elsker bare selv at bage. Om lidt vågner mine børn af duften af nybagte hveder og jeg ved, at de små trin snart kan høres på trappen og at der om lidt er liv om morgenbordet – Dejligt♥
Opskrift på hveder – Familieopskriften
50 g gær
1 æg
4 dl. sødmælk (letmælk kan også bruges, men jo federe mælk jo bedre)
650-700 g hvedemel
1/2 tsk. salt
1, 1/2 spsk. sukker
1-2 tsk Kardemomme (her giver jeg den gas, jeg elsker kardemomme)
Varm mælken så den er kropstemperatur og bland gæren i. Tilsæt salt, sukker og kardemomme. Tilsæt mel og æg og ælt godt og længe. Lad dejen hæve i 1 time og form hvederne som boller. Placer dem meget tæt på en bageplade, så de hæver ind i hinanden og får den firkantede form.
Bag i 18-20 min. midt i ovenen på 200 g. Afslut med grill i 1-2 min, hold øje!
Server med tandsmør… ja ja jeg ved det, men det er altså et must og det er jo kun en gang om året.
Nyd jeres fridag og jeres hveder.
Kh.
Malene
Læs også


No Comments