Mit lille hvide hus med den blå dør!


“Home is people. Not a place. If you go back there after the people are gone, then all you can see is what is not there any more.”

― Robin Hobb, Fool’s Fate


Hvis du kører ned af Frederiksborgvej, forbi den gamle smedje. Rundt i det lille sving ved det gamle gadekær med branddammen og byens ældste skole, så lige når du kommer rundt i svinget med de smukke kirsebærtræer, der troner langs vejen op til Lillerød Kirke, dukker der en lille hvid perle op. “Huset med den blå dør” kaldes det i Allerød – Det hus er mit hus, mit hjem. Jeg elsker det hus og har gjort det, fra første gang jeg så det for 12 år siden. Dengang havde det været til salg i et år. Det var slidt og ikke pænt indvendigt. Jeg VILLE have det hus, for jeg så muligheder i det. Min fornuftige svigerfar, tiggede os om at lade være, han så mange udgifter forbundet med det hus (han fik ret, men pyt med det). Jeg så kun muligheder, drømme og liv i det hus. Jeg kunne godt se forbi det slidte tag, træet der voksede ud af skorstenen, de gule vægge, blomstrede sofaer, champingonsfarvede paneler, bordeaux og koboltfarvede rum. Jeg kunne se hvilke vægge der skulle væltes, hvordan man kunne udvide badeværelset osv. Jeg så så mange muligheder. Jeg endte med at få det hus!

Jeg kom til at tænke på mit lille hjem i Allerød, da jeg så dette lille hus i kuppel i Milano, designet af Marcantonio Raimondi Malerba. Jeg syntes det var så fint og symbolsk. Ens hjem er ens helle. Her kan man være helt hudløs og søge tryghed når alt bliver lidt for “farligt”. Man kan danse barfodet som en gal, man kan synge falsk af lungernes fulde kraft, man kan være grim som bare fanden, gå nøgen, kaste sig hulkende på sengen, grine, prutte…. altså bare være uden nogen dømmer en. Ens hjem er helle, beskyttet af en usynlig glaskuppel.

Mit lille hvide hus med den blå dør!

Jeg har boet 5 steder i mit liv. Mit første hjem var en taglejlighed i Birkerød. Her boede jeg sammen med min mor, far og lillebror. Vi flyttede alle fra min far, da jeg var 3 år gammel. Han døde i den lejlighed, da jeg var 11 år. Jeg kigger stadig op, når jeg en sjælden gang er i byen, og nogen gange kører jeg dertil, bare lige for at hilse. Jeg husker lugten i opgangen, farverne i rummene, og jeg husker fuldstændig rumfordelingen, toilettet med træk-og-slip og slidte tegneserier, møblernes placering, det slidte køkkenbord, hvor min bror og jeg åd syltetøjsmadder, så det sad smurt rundt i fjæset på os. Jeg kunne ikke tænke mig at træde ind i den lejlighed igen – frygten for, at den vil føles uvedkommende og tom er for stor, tænk hvis det smadrede mine minder! Jeg har nemlig fundet ud af, at et hjem ikke er rammerne, altså væggene, gulvene og lofterne – Et hjem er de mennesker, der bor der og de ting de har indrettet sig med. Tager du det ud, så er det blot en tom skal. Et lærrede der skal males over og startes forfra.

Mit lille hvide hus med den blå dør!

Min mor siger ofte: “Malene i må aldrig sælge jeres hus, det har så meget sjæl” – Og ja det er et røvcharmerende hus, og ja her tog mine unger deres første skridt. Der er stadig mærker på panelerne efter Wilfreds gåvogn, og det lille lilla hjerte Olivia tegnede med tusch på trægulvet – jeg har lært at elske det hjerte, vil jeg lige sige… selvom det tog lidt tid – er der stadig. Her er mange minder, men de minder bor i mig og de forsvinder jo ikke. Der går stort set ikke en dag, hvor jeg ikke tænker, at jeg elsker mit hus og det gør jeg, men det gjorde jeg også med min første lejlighed. Er du nogensinde flyttet fra et hus/lejlighed og har stået i de tomme lokaler bagefter, så har du nok ligesom jeg oplevet, at sjælen var væk, den var på vej et nyt sted hen i en 3×34.

Jeg elsker mit hjem, præcis ligeså højt som jeg elskede mine forrige hjem, og som jeg vil elske et nyt, når den tid kommer, for dem jeg elsker allermest og de ting, som jeg holder af, følger med mig.

…. det var mange tanker, der strømmede igennem mig blot ved at iagttage Marcantonio hus ‘My Little Neighbour’, men hvad kan jeg sige, jeg er en tænker :-) – Og btw. Marcantonios hus er faktisk en lampe, hvor fint er det lige?

Er du nysgerrig på, hvordan mit lille hvide hus med den blå dør ser ud? Så skal du få lov at se det her

Mit lille hvide hus med den blå dør!

Og hvis du har lyst til at komme med indenfor klik her


Mit lille hvide hus med den blå dør!
Artikel
Mit lille hvide hus med den blå dør!
Forfatter
Boligcious

2 Comment

  1. Hvor er det fint, dit lille hus med den blå dør…
    Jeg har boet MANGE steder i mit liv, men som voksen KUN 5 steder.
    I min skønne nuværende lejlighed i snart 11 år, før det hus i næsten 18 og de tre andre steder 1- 2 og 3 år.
    Der hvor jeg har følt mig mest hjemme er der hvor jeg har boet længst, hvor jeg har slået mest rod og virkelig følt mig hjemme. Hvor min søn er vokset op og jeg husker tilbage på skønne minder og begivenheder.
    Jeg troede aldrig jeg skulle flytte fra mit hus, men en dag var tiden ligesom inde og det var på tide at komme videre…
    Jeg er sådan indrettet at beliggenhed og udenoms arealer spiller en mindst ligeså stor rolle for mit velbefindende, som selve boligen jeg skal bo i. Men vigtigst af alt; DEM og DET man omgiver sig med, resten er som du selv skriver, bare en tom skal.

    • Kære Charlotte, tak for din kommentar, og ja det er et lille dukkehus set udefra:-)
      Som du siger vil det hjem hvor ens børn er opvokset, nok altid være det sted man følte sig mest hjemme, det tror jeg du har helt ret i.
      Kh. Malene

Leave a Comment

Email (will not be published)