BØGER UDENDØRS

Floras Blomsterbog – anmeldelse af Signe Wennebergs nye bog

Floras Blomsterbog - anmeldelse af Signe Wennebergs nye bog

Alle mennesker – børn som voksne – har brug for jordforbindelse. Vi har brug for at være i naturen, dyrke jorden, lytte til fuglene, se mirakler, når små frø bliver til planter, vande og plukke blomster, mærke årstiderne og få lys (citat fra bogens bagside).

Hvordan formidler man glæden over natur, blomster, botanik og have i en og samme ombæring?
Tilmed til børn – og andre blomsterinteresserede. Det kan være en udfordring – men Signe Wenneberg har med Floras Blomsterbog gjort det rigtig godt!

Bogen er lavet i Samarbejde med Statens Naturhistoriske Museum (i forbindelse med Flora Danica ZOOM-udstillingen), og er både et udtryk for (og en glimrende formidling af) Signes helt personlige og store passion for blomster og have – krydret med nogle helt faktuelle naturvidenskabelige indslag.

Floras Blomsterbog - anmeldelse af Signe Wennebergs nye bogKobbertryk, biodiversitet og Linné
Blandt andet om Flora Danica projektet (ikke porcelænsserien, nej, men den store samling af blomster-kobbertryk, der ligger til grund for, og har inspireret porcelænsserien!), biodiversitet, og den svenske botaniker Carl von Linné. Linné var manden, der bl.a. fastslog det såkaldte binomiale system (“to-navns-systemet”, f.eks. Rosa rugosa = Rynket Rose, der er almindelig kendt som Hybenrose i Danmark) til navngivning af alle planter og dyr, og som bruges verden over, når man taler om levende organismer – især på tværs af landegrænser.

Floras Blomsterbog - anmeldelse af Signe Wennebergs nye bog

Linnaea borealis – foto via danske-natur.dk

Faktisk har Linné også for mig en særlig plads – min yngste datter Linnea er opkaldt dels efter ham, dels efter den smukke skovbundsplante Linnaea borealis (der blev navngivet til ære for Linné i 1800-tallet).

Floras Blomsterbog - anmeldelse af Signe Wennebergs nye bogStauder, blomstermaleri og guerilla-gardening
Med Floras Blomsterbog introducerer Signe Wenneberg en væld af muligheder for at nyde, undersøge og sprede glæden ved blomster. Lige fra besøg i Botanisk Have i København (og andre blomsterhaver), blomstermaleri, blomstertryk, mini-herbarier (din egen samling af pressede planter), frøbomber, blomsterkranse og guerilla-gardening (“grafitti med blomster”), til en introduktion over blomsternes navne og betydning. Til den lille gartner er der også en oversigt over, hvilke planter, der er gode i staudebedet, hvilke der er giftige, og hvilke du kan bruge i køkkenet!

For en botaniker og blomsterafficionado som mig, der (som Signe) er vokset op med kærligheden til blomster og planter, og som barn lærte meget af de voksne omkring mig, er det skønt at se nogen tage téten op med formidling af, hvor fantastisk planternes verden er! Der er så mange historier gemt – Og oplagt at starte med de smukke blomster, der i øjeblikket vælder op omkring os.

Floras Blomsterbog - anmeldelse af Signe Wennebergs nye bogEn bog for store og små blomsterelskere
Floras Blomsterbog er en bog, der kan nydes af både børn og voksne. Den er skrevet med børn som primær-læsere, og i et sprog, der ikke “taler ned” til dem. Men den kan lige så vel læses af den have- og blomsterglade voksne, der er interesseret i de mange facetter af blomsternes verden (og som er vild med flotte blomsterbøger). Den er også oplagt at læse højt af, og kigge i sammen med de lidt mindre børn, der ikke selv er så læsestærke.

Et lille ønske til næste oplag
Eneste lille anke (for mig) er, at denne smukke bog, der formidler blomsterkærlighed og -interesse med et væld af lækre billeder, ikke har blomsternes navne med på billederne! Hvis jeg kunne ønske mig noget til næste oplag af bogen, må det være dét. At man nemt kan se, hvad det nu er for en finurlig/smuk/spændende plante(r), der er på billedet – helst med en reel billedtekst, eller måske via et opslagsregister bag i bogen, der henviser til billede og sidetal. Jeg tænker at der må være flere læsere, der ikke umiddelbart kan genkende dem alle 🙂

Gå ombord i blomsterhavet!
Men uanset vil jeg bestemt anbefale bogen som et super sted at starte/fodre børns nysgerrighed på den nære natur. Gå ombord i bogen, og derefter i blomsterhavet (og haven)!
Og husk at læse reglerne for blomsterplukning på side 63 – så bliver der ved med at være blomster til os alle at glædes over.

Pris og forhandlere
Bogen koster 149 kr, og kan købes i Botanisk Haves butik, på Statens Museum for Kunst, og i udvalgte boghandler landet over. Og den kan sendes signeret direkte fra forfatteren (www.signewenneberg.dk)

Floras Blomsterbog – anmeldelse af Signe Wennebergs nye bog
Artikel
Floras Blomsterbog – anmeldelse af Signe Wennebergs nye bog
Forfatter
Boligcious

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply